Parabener, ftalater, pesticider, bromerede flammehæmmere. Vores hverdag er gennemsyret af kemiske stoffer, der kan være farlige for vores sundhed. De fleste af stofferne er nærmest umulige at undgå.
Men det er muligt at gøre en forskel, når det handler om kosmetik og kropsplejeprodukter. Diverse kosmetikmærker og butikskæder laver nemlig shampoo, cremer og make-up, der er helt fri for mistænkelige allergifremkaldende- og hormonforstyrrende stoffer, og som heller ikke belaster miljøet. Og som du derfor trygt kan bruge.
Nyhedsavisens vurdering er, at Svanemærkede produkter generelt er et rigtig godt valg. Der må nemlig ikke være allergifremkaldende og miljøbelastende stoffer i, der med sikkerhed er dokumenteret skadelige.
Læs bag på produkterne
Også ftalater, der kan forårsage forplantningsproblemer ved at ødelægge dannelsen af det mandlige kønshormon testosteron, er forbudte i dem. Men vælg de svanemærkede produkter, hvor der ikke står propyl- eller isopropylparaben i varedeklarationen. Stofferne er under mistanke for at være hormonforstyrrende. Mistanken stammer fra dyreforsøg, men stofferne er altså tilladt i svanemærkede produkter alligevel.