Mange tusinde danskere holder vejret, når de åbner kuverten med lønsedlen i disse dage. For hvad pokker får du mon udbetalt efter skattereformen?
Står der ekstra på lønkontoen, så læs lige dette færdigt, inden du fræser ud og køber en god middag og en fladskærm på afbetaling.
"Husk, der er jo ikke tale om skattelettelser, men skatteomlægning. I 2019 er skattelettelserne fuldt finansieret, så du skal spare det hele op. Hvis du ikke er meget højtlønnet, får du brug for pengene senere," siger Lisbeth Burgaard, der rådgiver private om økonomi.
I 2019 skal du være med til at betale af på skattelettelserne på din indkomst. Blandt andet falder rentefradraget.
"Du skal simpelthen begynde at betale af på din gæld, så du ikke har renteudgifter på over 50.000 kroner i 2012, når rentefradraget begynder at falde," siger Lisbeth Burgaard.
Farligt uden sikkerhedsnet
Når du er færdig med gælden, så er det måske på tide at begynde på opsparingen. Lige under halvdelen af danskerne har mindre end en måneds nettoløn stående som buffer til uforudsete udgifter. Hver femte har slet ikke noget.
De opsparingsløse er oftest lejere, 60 procent er 26-39 år og 33 procent er 54-65 år. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Synovate for Nordea. Undersøgelsen baseret på svar fra 1.005 danskere mellem 16-65 år.
Forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, har denne tommelfingerregel for opsparing:
"Gå et år tilbage og se hvilke uforudsete udgifter du havde, og hvad de kostede. Det vil give dig et indtryk. Jeg prøvede selv. Sidste år blev det til to dæk og to bremser i januar. I februar røg vaskemaskinen og i marts var det galt med en elinstallation i vores gamle hus. Så skete der heller ikke mere resten af året, men de tre måneder kostede 20.000 kroner," siger Ann Lehmann Erichsen.
Det taler for, du først skal betale din gæld:
Du har renteudgifter for mere end 50.000 om året – eller 100.000, hvis I er et ægtepar.
Det taler for, du skal spare op:
Mange forpligtelser.
Ustabil jobsituation.
Svingende indtægt.
Ældre hus, lejlighed eller fritidshus med brug for vedligeholdelse.
1-2 ældre biler.
Børn.
Maskiner du er afhængig af: Vaskemaskine, opvaskemaskine, tørretumbler osv.
Du er ikke medlem af en a-kasse.
Stor forskel mellem dagpenge og løn. Kan I betale de faste udgifter og holde skindet på næsen i en periode, hvis den ene bliver arbejdsløs?
Det taler for forbrugsfest:
Du tjener meget.
Du bor i lejebolig.
Du er medlem af a-kasse.
Stabilt job.
Dine faste udgifter kører stabilt gennem en budgetkonto og PBS.
Ingen børn.
Ingen bil.
Ingen gæld.