Hvis man har ønsket sig en hvid jul i julegave, så har man fået, hvad man ønskede. Det sner nemlig videre i morgen, når der skal danses om træet og det bliver bidende koldt.
I det meste af landet kan der forventes ekstra meget sne at vågne op til juledag.
"Snevejret, vi har nu, er ved at tynde lidt ud. Det får ekstra kræfter i løbet af natten og kan give to til fem centimeter sne især på Lolland Falster, Sydsjælland, Møn og på Bornholm kommer der over ti centimeter sne," siger Jens Ringgård Christiansen fra TV2 Vejret til Newspaq.
Når så morgenkaffen er drukket og forberedelserne til en hyggelig juleaften begynder, kan det blive meget koldt, hvis man skal udenfor og hente de sidste julegodter.
"Dagen bliver blæsende, og det betyder snefygning rigtigt mange steder i landet. I den østlige del af Jylland, ind over Djursland for eksempel, kan jeg godt forestille mig, at der er snedriver på grund af snefygningen," siger vejrmanden.
Det kan betale sig at klæde sig ekstra godt på, for det bliver nemlig bidende koldt og det kan føles som prikkende i huden, fordi det blæser.
"Det ligner to til syv minusgrader. Det bliver koldest i den nordvestlige Danmark, i byer som Aalborg, Skive og Frederikshavn kan få det meget koldt," forudser Jens Ringgård Christiansen.
For bornholmerne er der ikke bedre vejr i udsigte. Faktisk kan de forvente endnu mere sne og kulde, end de har kæmpet med hele dagen i dag.
"Der er ingen udsigt til, at vejret bliver bedre på Bornholm. Det bliver faktisk bare dårligere. De får de der ti centimeter sne, og det er det sted i landet det blæser og fyger mest," siger Jens Ringgård Christiansen.
Vejrmanden mener, at det bliver lige så svært at komme rundt for bornholmerne, som det har været i dag.