Michael V. Knudsen har været skadet i næsten et helt år, og selvom formen endnu ikke er i top, så er Danmarks bedste stregspiller atter at finde på det danske håndboldlandshold.
Landstræner Ulrik Wilbek har i dag udtaget den stærke streg til sin VM-trup, der mødes 1. januar i Silkeborg.
Wilbek har holdt lidt øje med Knudsens indsats på klubplan og har fundet ham god nok til at få comeback på landsholdet.
"Jeg vurderer, at Michael er i klar fremgang, selv om han ikke vil kunne spille et fuldt VM-program," siger Wilbek i en pressemeddelelse.
Danmark skal under træningslejren spille mod Brasilien, Sverige og Tunesien. I kampene skal det så vise sig, hvilken forfatning Knudsen er i.
"Vi tager ganske enkelt en dag ad gangen - andet kan man ikke gøre med en spiller, som først for nylig er vendt tilbage efter næsten et års pause," siger Ulrik Wilbek.