Martin Ericsson sendte bolden ind i det tomme mål og skreg forløsningen ud mod tilskuerne. Endelig, efter næsten to måneder uden sejr, var Brøndby på vej mod alle tre point. Ericssons mål til 2-1 mod Silkeborg ti minutter før tid var ikke bare et mål som alle andre. Enhver på den københavnske vestegn håber, beder og tror, at det mål kan være vendepunktet, slutningen på næsten to måneders total krise. I kampen mod Silkeborg satte det i hvert fald så meget skub i hjemmeholdet, at Mike Jensen kunne score i kampens overtid til slutresultatet 3-1.
Men det er langt fra sikkert, at Brøndbys krise er slut. Det var nemlig ikke et spillemæssigt forvandlet Brøndby-hold, der hev sejren hjem. Silkeborg er nok Superligaens dårligst spillende hold netop nu, og et Brøndby-hold i topform ville under normale omstændigheder have savet jyderne midt over hjemme i hulen på Brøndby Stadion. Sådan gik det langt fra i lørdagens opgør. I stedet for prangende spil viste Brøndbys og Silkeborgs spillere, hvad sker der, når to hold, der har besluttet sig for at fighte sig ud af deres spillemæssige krise, mødes.
Svaret blev en ægte mandfolkedyst i en evigt spændende og åben kamp ud fra konceptet, hvad man ikke formår ved flot spil, må man tackle og fighte sig frem til. Temperament, tænding og masser af begivenheder i begge felter. Silkeborg kom bedst fra start, da Holmar Örn Runarsson scorede for gæsterne. Thomas Rasmussen mistede bolden og kort efter kunne Holmar Örn Runarsson sende bolden i en flot bue ind bag Casper Ankergren i Brøndby-målet. Silkeborg havde endda chancer til at komme foran 2-0, men efterhånden fik Brøndby kæmpet sig frem til gode chancer. Martin Retov brændte et straffespark, men heldigvis for Brøndby scorede en af kampens bedste, David Williams, kort inden pausen.
I anden halvleg forsatte det åbne skydetelt i begge ender. Brøndby pressede, Silkeborg var giftige på kontra. Og så ti minutter før tid, Ericssons forløsning, og dybt inde i overtiden endda lidt ekstra skum til sejrsøllene, da indskiftede Mike jensen scorede til slutrresultatet 3-1.