Hvis Helle Thorning og Villy Søvndal kommer til at styre roret efter næste folketingsvalg, kan københavnere og andre hovedstadsbesøgende se frem til at betale bompenge for at køre ind og ud af byen.
Sådan lyder meldingen fra socialdemokratiets trafikordfører, Magnus Heunicke, der på den måde puster liv i et 10 år gammelt ønske fra Københavns Kommune om at indføre de såkaldte trængselsafgifter.
Det skriver Berlingske Tidende.
"Bompengene kommer, når vi får en ny regering, og provenuet på 2,2 mia. kr. årligt skal gå til forbedringer af den kollektive trafik på hele Sjælland samt til billigere togbilletter. Det er jo bilister fra hele Sjælland, som kommer til at betale regningen, og det kan vi kun forsvare, hvis der kommer et ordenligt alternativ med kollektiv trafik," siger Magnus Heunicke til avisen.
Meldingen falder, efter at Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og teknik- og miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), på ny har spurgt Folketinget om, hvordan kørselsafgifter skal effektueres.
En rød regeringen vil yderligere pålægge DSB at fremlægge en plan for, hvordan den kollektive trafik effektiviseres.
"Vi skal have flere tog, hurtigere tog og billigere tog. Om nødvendigt må DSB leje togmateriale i udlandet. Og så skal Københavns Hovedbanegård udbygges," siger Magnus Heunicke.
Venstre afviser forslaget om bompenge, og holder i stedet fast på planen om at indføre intelligente kørselsafgifter, roadpricing.
Her betaler bilister betaler en kilometerafgift i forhold til, hvor og hvornår de kører.
"Vores holdning er uændret. Vi kan ikke acceptere bompenge, da det ville være en ekstra skat på folk, der kører ind i København for at passe deres arbejde. København har i forvejen lagt stærke hindringer i vejen for bilister. Der er tårnhøje p-afgifter, som de har besluttet at gøre endnu højere," siger Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.