Efter ugers spekulationer og krav endte Birthe Rønn Hornbechs (V) ministerkarriere her til morgen. Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) udnyttede situationen til at meddele sin afsked.
Det er udtryk for en skrøbelig regering, mener Socialdemokraternes politiske ordfører Mette Frederiksen.
"Der er ingen tvivl om, det er en svækket regering, hvor ministre træder tilbage, og andre bliver fyret," siger hun til Newspaq.
Siden Birthe Rønn Hornbechs rolle i fejlbehandlingen af unge statsløse begyndte at komme for dagen, har en samlet opposition ønsket hendes afsked.
Alligevel glæder den dramatiske ministerrokade ikke socialdemokraten. Hun mener, at den megen polemik går ud over Folketingets muligheder for at bedrive politik.
Derfor har hun en opfordring til statsministeren:
"Det, der ville være klogest for Danmark, ville være at udskrive valg, så Folketinget kunne komme i gang med at arbejde igen," siger Mette Frederiksen.
Den skandaleombruste Birthe Rønn Hornbechs ministerium bliver overtaget af Søren Pind, som skal køre det sideløbende med sit Udviklingsministerium.
Troels Lund Poulsen bliver flyttet fra posten som skatteminister til undervisningsminister. Tina Nedergaard trak sig som bekendt selv.
Birthe Rønn Hornbechs Kirkeministerium overgår til Per Stig Møllers Kulturministerium.
Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, bliver regeringens nye skatteminister.