Gennemgangen af Lars Løkke Rasmussens (V) bilag er ikke troværdig.
Sådan lyder kritikken fra Socialdemokraternes Rasmus Prehn, efter revisionsfirmaet Ernst & Young tidligere på dagen offentliggjorde en erklæring om finansministerens bilag.
I erklæringen har revisionsfirmaet fundet regninger for kasino, cigaretter og diskoteksbesøg for 4.089 kroner, som Lars Løkke Rasmussen selv burde have betalt i sin tid som amtsborgmester.
Men erklæringen frikender ikke finansministeren, mener Rasmus Prehn.
- Lars Løkke gav udtryk for, at nu skulle vi have rene linjer, og nu skulle det hele undersøges. Men det, han lægger frem, er kun kontrol af de bilag, han selv har givet ham. Det er ikke revision, siger Rasmus Prehn.
Ernst & Young kan ikke garantere, at der ikke ville være dukket andre sager op, hvis de havde lavet en fuld revisionsundersøgelse. Og derfor har Lars Løkke Rasmussen ikke genvundet sin troværdighed, mener Socialdemokraterne.
- Vi ser en minister, som igen og igen forsøger at lægge låg på sagen med det, man kan kalde halve sandheder og hele tilsnigelser. Hvis han skulle rense sig selv og leve op til det, som han selv havde stillet i udsigt, skulle man have haft en tilbundsgående uvildig revision, og det er der ikke kommet, siger Rasmus Prehn.