Er et yoghurt-produkt sundt eller ej?
Det spørgsmål får nu fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til at se på bødestørrelserne til de virksomheder, der gang på gang bryder markedsføringsloven ved at sælge deres varer for noget, de ikke er.
Men selvom ministeren er sat på sagen, har Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, ikke meget tiltro til ministeren.
"Jeg har ikke særlig mange forventninger til, at Eva Kjer Hansen vil se på det. Det har hun gjort før, og det er der ikke kommet det store ud af," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Benny Engelbrecht vil derfor tage sagen videre til et andet ministerbord.
"Vi skal først og fremmest stille spørgsmålet til forbrugerombudsmanden, og derfor har jeg også tænkt mig at rejse sagen for økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), fordi det hører under hendes område," forklarer han.
Udtalelserne kommer efter, at mejeriselskabet Danone for syvende gang på fem år er blevet meldt til Fødevarestyrelsen for at reklamere for et af deres produkter som værende sundt. Forbrugerrådet er nemlig uenig.
Og nu går den ikke længere, mener Socialdemokraterne, der kalder det nuværende strafniveau "ubetydeligt lille."
"Den gevinst, man har ved bevidst at overtræde loven, skal som et minimum udlignes med den straf, man får. Hvis man eksempelvis har en indkomst i millionklassen, så er det altså også derop, bødeniveauet skal, for at det batter i forhold til straffen," siger Benny Engelbrecht.
Danone ønsker ikke at udtale sig i sagen.