Kirkeministeriet har taget et skridt tilbage - og har gjort det mere besværligt for danskerne at bruge selvbetjeningsløsninger på nettet.
Det er nu konklusionen fra Socialdemokraterne, efter Kirkeministeriet har droppet en opdatering af hjemmesiden personregistrering.dk, så den kan bruge NemID.
Det siger Socialdemokraternes it-ordfører, Yildiz Akdogan.
Hjemmesiden Personregistrering.dk kunne bruges af forældre, der ikke ønskede deres barn døbt i Folkekirken, til at registrere barnets navn via nettet - men fordi hjemmesiden nu er forældet, skal navngivningen foregå via den lokale præst.
Og det er et helt forkert signal at sende, mener Yildiz Akdogan.
"Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at staten bruger penge på at oprette NemID, og så vælger Kirkeministeriet ikke at bruge systemet. Jeg kan ikke forstå, hvorfor ministeriet mener, det vil give bedre mening at vente mere end et år på opdateringen. Det rammer rigtig mange forældre, og det, synes jeg, er utilfredsstillende," siger hun.
Før NemID kunne forældre registrere deres barns navn på mindre end et kvarter - men den mulighed kommer først til at virke igen i sommeren 2012. En opdatering af systemerne hos personregisteret CPR skal nemlig være på plads, før Kirkeministeriet vil gå i gang med arbejdet.
Men det er meget lang tid at vente, før ordningen virker igen, siger Yildiz Akdogan.
"Meningen med NemID er jo at forbedre servicen for borgerne og lette det administrative arbejde. Her ser vi, at NemID fører til det stik modsatte. Det vil jeg bede kirkeminister Birthe Rønn Hornbech om at rette op på," siger hun.
Også videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen skal forholde sig til spørgsmålet, fastslår Yildiz Akdogan.
Kirkeministeriet står dog alene med deres besparelse på grund af ombygningen af personregisteret CPR. Personregisteret selv har nemlig forlængst implementeret løsningen på deres hjemmeside CPR.dk. Her kan borgerne blandt andet logge på med NemID og se alle registreringer om dem i personregisteret.