Der er dømt røde tal på bundlinjen i Faderhuset.
For realkreditinstituttet BRF varsler, at de den 10. juni sender Ruth Evensens hus i Gentofte på tvangsaktion.
Det er ikke muligt at få Faderhuset til at kommentere på den skrantende økonomi.
"Bare læg på," lyder det i baggrund da Ekstra Bladet i går forsøgte at få hul igennem.
Det er Faderhusets leder, Ruth Evensen, der personligt ejer villaen på Lyngbyvej 365, som altså snart kommer under den tvungne hammer.
Sort på hvidt ser Evensens tal vitterligt røde ud.
Helt afgørende for den kommende tvangsaktion er, at Evensen er over en kvart mio. kroner bagud med afdragene på sine lån.
Ruth købte huset i 2006 til en værdi af 4,9 mio. kroner, og da tiderne var gode, belånte hun huset for yderligere 1,1 mio. kroner. Det betyder, at gælden for ejendommen er oppe på over 6 mio. kroner.
Også på Lolland, hvor Faderhuset har sit hovedkvarter, er der rod i regnskabsbøgerne. Her dokumenterede Ekstra Bladet allerede i fjor, at sektens mange bygninger er belånt så det hviner i hjørnetænderne på enhver med forstand på penge.