Rusland har ikke indgået aftaler, der garanterer, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, kan opnå asyl, og vi end "ikke overvejer" at gøre det, siger den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, lørdag.
Udtalelserne lever op til en erklæring om, at Rusland ikke overvejer at tage imod Assad. Det er indtil videre det tydeligste tegn fra Moskva på, at Rusland heller ikke har nogen planer om at gøre det.
- Ja, vi har mere end en gang sagt offentligt, at vi end ikke overvejer det, siger Lavrov til journalister, der spurgte til medieforlydender om, at Rusland var klar til at modtage Assad.
Samtidig siger Frankrigs præsident, Francois Hollande, lørdag, at han atter vil forsøge at overbevise Rusland og Kina om at gå ind for skrappere sanktioner mod Assad i et forsøg på at slå hul på det diplomatiske dødvande og undgå yderligere blodsudgydelser.
- Jeg vil endnu en gang henvende mig til Rusland og Kina, så de indser, at det vil udvikle sig til kaos og borgerkrig, hvis ikke snart Bashar al-Assad bliver stoppet, siger Hollande til pressen under et besøg på en landbrugsejendom i den sydvestfranske by, Monlezun.
- Bashar al-Assads regime ved, at det er dødsdømt og vil alligevel bruge magt til den bitre ende. FN's Sikkerhedsråds medlemsstaters rolle er at gribe ind så hurtigt som muligt, siger Hollande.
Indtil videre er det ikke lykkedes de vestlige magter andet end at havne i en blindgyde i FN i forsøget på at lægge yderligere pres på Assad.
Tidligere på måneden sagde Hollande, at han forsøgte at overtale Rusland og Kina til at opgive at beskytte den syriske leder fra flere sanktioner.
/ritzau/Reuters