Det begyndte som et eventyr.
Som seksårig ville Lone Pedersen være ballerina, iføre sig tylskørter og danse gennem livet. Hun søgte optagelse på Det Kongelige Teaters Balletskole og kom ind.
Hun elskede at danse. Elskede kammeraterne på balletskolen og tanken om, at hun var en af de udvalgte, som fik lov til at gå på skolen. Men snart meldte problemerne sig.
I løbet af de ni år, den i dag 28-årige Lone Pedersen nåede at gå på skolen, udviklede hun en så alvorlig spiseforstyrrelse, at hendes vægt røg ned på 37 kilo, uden der blev grebet ind.
Efter at flere balletdansere på Det Kongelige Teater tidligere på ugen har fortalt om lykkepiller, smertestillende medicin og det enorme pres, der ligger på danserne, er hun et af de tidligere balletbørn, der nu står frem og fortæller sin historie.
Større lår
Som barn var Lone Pedersen tæt bygget, og ligegyldigt hvor hårdt hun sled, var hendes lår stadig lidt større end kammeraternes. Det var i hvert fald sådan, hun selv tænkte.
Langsomt blev fokus på kroppen større. Først var det ørerne. Lone Pedersen havde flyveører, og lærerne mente, at de skulle opereres af hensyn til hendes fremtid som danserinde.
Siden bredte det sig. Da hun var 11 år gammel, ringede en leder fra skolen til hendes mor.
»De sagde, at jeg skulle passe på med spisningen. At jeg havde et stort potentiale, men at min vægt kunne blive et problem. Især hvis jeg fortsat ønskede de store roller. Jeg elskede jo at danse, men havde samtidig set alle de børn, der blev smidt ud. Det var et voldsomt pres«.
Til en lægesamtale, hvor også ledelsen deltog, blev Lone Pedersen spurgt, om hun puttede smør på brødet. Hun var kun iført underbukser, og hun husker det som ydmygende.
»Ja,« svarede pigen.
»Det skal du nok stoppe med for en tid,« lød svaret fra lægen.
Kostplan
Lone Pedersen undgik derefter fedende mad. Når hun var i svømmehallen med de andre piger fra holdet, købte hun ikke slik. Og da en ny pige startede i ottende klasse, satte de sig ned sammen og lavede en kostplan. Kalorietabellerne blev lært udenad, aftensmaden blev sjoflet. Hun tabte sig hurtigere, end nogen slankekur kan foreskrive. Det så de også på balletskolen, hvor de opmuntrende kommentarer ifølge Lone Pedersen tog til, mens kiloene raslede af.
»Jeg fik meget ros og fik tit at vide, at jeg gjorde store fremskridt,« siger hun.
Hver eneste dag blev hun og de andre børn mindet om, hvor heldige de var at gå på skolen. Hun følte sig også udvalgt. Dansen var fortryllende, og hun tænkte på, at det ville være dumt at lade en stor chance gå fra sig, selvom hun af og til kunne mærke tvivlen nage. Især fordi hun vidste, hvor stor en kamp det var at holde vægten nede. Lone Pedersen var dygtig til at skjule spiseforstyrrelsen for sin mor, der ikke anede uråd.
»Min mor har aldrig pacet mig i forhold til skolen. Tværtimod har hun altid støttet mig. Men jeg var meget lidt hjemme og tog bare ekstra tøj på, og så lod jeg, som om jeg var glad,« fortæller hun.
37 kg
Som 15-årig vejede Lone 37 kg. Hendes menstruation var stoppet, og hendes bryster holdt op med at udvikle sig. Hun kastede op før træning og isolerede sig. I alt var tre ud af syv piger på holdet plaget af alvorlige spiseforstyrrelser, mener Lone Pedersen i dag.
Nogle af de jævnaldrende på skolen advarede Lone Pedersen om, at det ikke var pænt, at hun var så tynd, men det gjorde hende kun mere stolt.
»Jeg tænkte, at det endelig lykkedes mig. Og i mine karakterbøger kunne jeg jo læse, at jeg klarede mig bedre,« siger hun.
Kun få børn bliver på skolen, til de er fyldt 18, for efter hvert års eksamen bliver flere sorteret fra. Lone Pedersen nåede længere på balletskolen end de fleste. Men efter niende klasse var det slut. Teknikken var ikke god nok, lød beskeden.
Til den sidste eksamen, før hun blev smidt ud, udbrød en af lærerne:
»Gud, sådan troede jeg aldrig, at du kunne komme til at se ud. Du har jo altid været lidt rund i det. Det er vel nok klædeligt. Flot, Lone,« fortæller hun.
Diætist
Lone Pedersen gik ned. To år efter hun stoppede på skolen, blev hun indlagt. På det tidspunkt vejede hun 31 kilo.
»Det var ikke skolen, der tvang mig til at holde op med at spise, men jeg følte, at presset var stort. På skolen fik jeg en ballast, hvor jeg lærte at have viljestyrke, kampånd og disciplin, men de samme færdigheder gjorde, at jeg samtidig pressede min krop til at yde langt mere, end den kunne klare«.
I dag har hun netop født en velskabt søn og læser teatervidenskab på Københavns Universitet. Hun hentede stor hjælp hos familien, vennerne og i bogen Spiseforstyrrelsernes Sprog , og hun håber, at hendes historie kan hjælpe piger, der måske lige nu danser rundt på balletskolen og ønsker sig tyndere, end de er.
»Billedet af en skole, hvor alt er som et eventyr, er forrykt. Jeg tror, at det ville hjælpe mange, hvis skolen ansatte en udefra, som ikke er tilknyttet skolen, men som kan tale med børnene. Så ville nogle piger måske undgå at havne i samme situation som mig.«
I 1998 lavede en studerende fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet en undersøgelse, hvor danserne på Det Kongelige Teater svarede anonymt på et spørgeskema. 41 ud af 70 af de daværende balletdansere på Det Kongelige Teater svarede på spørgsmålene. 10 af dem svarede ja til, at de havde tvunget sig selv til at kaste op. Derfor lød en del af konklusionen, at 40 procent af danserne var i fare for at ende med alvorlige spiseforstyrrelser.
I dag har skolen fået tilknyttet en diætist, som skal hjælpe børnene med kostvejledning. Problemet kan derfor være afhjulpet siden, men Det Kongelige Teater har ikke ønsket at nuancere eller kommentere denne historie.
En mor til et nuværende balletbarn, som ønsker at være anonym, siger dog til Nyhedsavisen:
»Du kan godt få at vide i en ung alder, at du er lidt kvabset, og at du skal gå på diæt. Det paradoksale er, at de har en diætist ansat og en holdning til kost. Men de siger noget udadtil og noget andet inden for murene«.
Kan diætisten ikke sige stop?
»Diætisten kommer en gang om året og holder et foredrag for de nye forældre om, hvordan kosten bær være, og ellers har jeg ikke set hende.«
Navnet Lone Pedersen er opdigtet. Redaktionen har imødekommet hovedpersonens ønske om at fortælle historien som anonym.