Thomas låser sig ind og hænger sin vinterjakke på knagen i entréen. Han fortsætter ud i køkkenet, tænder for lyset i emhætten, sætter ovnen på 200 grader og tænder lyset over trappen op til første sal. Mens ovnen varmer op, starter Thomas computeren i arbejdsværelset ovenpå. Ovnen og computeren summer. Ellers er der fuldkommen stille.

Thomas går ned i køkkenet og tager en frossen pizza margherita ud af fryseren. Han køber dem til 21,95 kroner for en pakke med tre. Thomas kommer ekstra færdigrevet ost på sin pizza og smider den i ovnen. 12 minutter senere får den en omgang Beauvais-ketchup. Så spiser han den foran computeren, hvor han spiller Battlefield 1942 til langt ud på natten.

Nogle gange slæber Thomas tv’et ud af soveværelset og stiller det i mellemgangen ud for arbejdsværelset. Bare for at det kan stå og flimre og støje lidt i baggrunden. Så er der da ikke helt musestille.

Siden Maria blev indlagt for nogle uger siden, har Thomas enten været på arbejde, hos Maria på hospitalet eller hjemme og spille computer, spise pizza og sove. Thomas bryder sig ikke om at tænke på, at Maria ligger syg på Roskilde Amts Sygehus. Hvis han alligevel tænker på det, kan han ikke sove. Heller ikke selv omhan er fuldstændig udmattet.

»Kan du ikke lige ...?«, siger Maria hele tiden.

»Åh, gør det selv,« får Thomas nogle gange lyst til at sige. Men det kan han jo ikke. Det er ham, der er rask. Det er ham, der skal være den stærke. Det er ham, der skal opmuntre Maria. Thomas kan ikke holde ud, at hun ikke får det bedre.

Maria har fået at vide, at hun er gravid, men hverken Maria eller Thomas kan tænke på andet, end at Maria skal blive rask. Men Maria bliver bare ved med at brække sig og hobe væske op. Så Thomas flygter ind i Battlefield 1942’s fiktive univers, hver gang han er hjemme.

For lidt ild i blodet

Maria kigger op i loftet. I et flimmer ser hun den ene hvide, firkantede lampe efter den anden glide forbi, da hun i sin hospitalsseng bliver kørt gennem en lang passage til Intensiv Afdeling.

Maria har kun meget lidt ilt i sit blod, og hendes vejrtrækning er meget besværet, så lægerne frygter, at hun har fået en blodprop i lungerne. I journalen står der, at Maria flyttes »på mistanke om lungeemboli«.

Omkring én ud af tre patienter dør af lungeemboli. Men Thomas opfatter slet ikke alvoren. Han tror i stedet, at Maria bliver flyttet, fordi afdelingen den weekend mangler sygeplejersker i aftentimerne. Og at de blot nødig vil beholde hende, nu hvor hun har fået det værre.

Da de når Intensiv Afdeling, ser Thomas, hvordan Maria får sat slanger med ilt i sin næse. Hun får også væskedrop i hånden, iltmætningsmåler på fingeren og elektroder på brystkassen, så lægerne kan følge hjertelyden på en skærm.

Thomas får at vide, at han ikke må blive på Intensiv natten over. Først fyldes han af afmagt. Det er frustrerende, at han intet kan gøre, og det føles mærkeligt at skulle forlade Maria. Men det bliver han nødt til.

Thomas kan næsten ikke få sig selv til at tage skridtene ud af stuen og ned af hospitalets lange gang. Men han føler sig lettet, da han først står uden for hovedindgangen til Roskilde Amts Sygehus. Lettet over, at han kan tage hjem. Lettet over, at han ikke behøver at være der. På vej hjem på cyklen tænker Thomas på, at han kan spille, når han er kommet hjem. Spille og lukke virkeligheden ude for en stund.

Angst

Om natten vågner Maria tilfældigt. Hun griber ud efter snoren på hovedpuden for at ringe efter en sygeplejerske, men snoren falder ned fra hovedpuden, hvor den er blevet anbragt for at være inden for rækkevidde. Selvom Maria prøver, kan hun ikke få fat i den igen. Hun har ledninger overalt, så hun kan næsten ikke bevæge sig.

»Hjælp, hjælp«, råber Maria. Hendes panik tager til, fordi ingen kommer. Hun ved ikke, om der går fem minutter eller en halv time, før hun endelig bliver hørt.

Det står pludselig klart for Maria, hvor hjælpeløs hun med ét er blevet. Herefter bliver Maria angst for at være alene.

Vel hjemme ringer Thomas til Marias forældre, Lilian og Søren. Han fortæller, at Maria er blevet flyttet til Intensiv Afdeling.

Lilians første tanke er at køre til Roskilde Amts Sygehus med det samme.

Thomas siger, at det godt kan vente til i morgen. Men det siger han kun, fordi han slet ikke har forstået, hvor kritisk en tilstand Maria er i. Lilian tænker, at Thomas er Marias kæreste og derfor tættest på Maria. Så hun venter, selvom hun gerne vil afsted.

Tidligt næste morgen kører Marias forældre. Da Lilian ser Maria, bliver hun forskrækket over, at Maria ligger med slanger over det hele. Hun sover.

Lilian sætter sig med en bog i skødet, som hun overhovedet ikke får læst i. Hun kigger på skærmen med hjertelyden. En gang imellem holder Lilian Maria i hånden.

»Hvad er det dog, der sker med min datter?« tænker hun igen og igen. Lilian er bange.

Læs næste afsnit i Nyhedsavisen – og tidligere afsnit på Avisen.dk