Når narkomaner dør af forgiftning, er det oftest på grund af læge-ordineret metadon.
Over 200 stofmisbrugere dør hvert år af forgiftning. I 2006 skete 92 ud af 221 dødsfald på grund af stoffet metadon, som bliver brugt til afvænning af narkomaner.
Sundhedsstyrelsen indskærpede for et år siden at bruge andre lægemidler, der er mindre giftige, for at undgå flere dødsfald. Alligevel er Metadon-behandling stadig det mest brugte i de kommunale misbrugscentre, viser tal fra Dansk Lægemiddelinformation.
I København udgør metadon 93 procent af forbruget.
»Der er behov for en gevaldig opstramning blandt misbrugslægerne, så vi ude i kommunerne i langt større omfang efterlever Sundhedsstyrelsens vejledning,« siger overlæge Børge Dandanell Thomsen fra Misbrugscenteret Vestsjælland.
Euforisk følelse
»Stoffet Buprenorphin er eksempelvis et bedre stof end Metadon, hvis man vil ud af stofmiljøet. Man kan bedre fungere, klare uddannelse, arbejde og socialliv. Det lægger ikke låg på følelser ligesom metadon,« siger Børge Dandanell Thomsen.
Problemet er bare ofte, at narkomanerne selv hellere vil have metadon.
»Det er svært at få ændret, for det er noget, der skal diskuteres med hver enkelt, og det tager tid. Buprenorphin er et godt præparat, men mange vil ikke have det. Man får ikke samme euforiske følelse ud af det som ved metadon,« siger Børge Dandanell Thomsen.
Han har selv været meget konsekvent i sin egen behandling og sagt, at han ikke giver Metadon.
»Metadon forårsager stadig dødsfald. Hvis man er ude af behandlingen med metadon, og så kommer tilbage på samme dosis, som man havde, før man stoppede, så er risikoen for dødsfald større, fordi man ikke kan tåle den høje dosis,« siger overlæge Børge Dandanell Thomsen fra Misbrugscenteret Vestsjælland.