"Jeg kunne ikke blive socialdemokrat. I 90'erne så jeg eksempler på, at Socialdemokraterne kvalte ting, jeg satte pris på," lød det fra den nyslåede socialdemokrat, Pernille Rosenkrantz-Theil, overfor Weekendavisen tilbage i maj 2005.
Der er derfor tale om et holdningsskift af de helt store, når det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten nu springer ud som socialdemokrat.
Samtidig lægger hun op til, at hun stiller op til Folketinget, når der næste gang udskrives valg.
Dermed ser det ud til, at den tidligere stemmesluger på venstrefløjen kommer tilbage i magtens centrum. Det betyder uundgåeligt et tæt samarbejde med De Radikale.
Men var der noget, som kunne få Pernille Rosenkrantz-Theil til at se rødt tilbage i 2005, så var det radikal skattepolitik.
"Ikke engang Anders Fogh har foreslået noget så asocialt som De Radikale!" sagde hun.
Dengang - som i dag - mener De Radikale nemlig, at skattelettelser for de bedst bemidlede, vil være med til at øge arbejdsudbuddet. Men intet kunne være mere forkert set i den Rosenkrantz-Theilske optik.
"Der ville være den største arbejdsudbudseffekt ved at vende fordelingsprofilen, tage den radikale skatteplan og vende den på hovedet," lød det dengang.
Hos De Radikale frygter man dog ikke de skarpe skatteudmeldinger. Skatteordfører Niels Helveg Petersen (R) siger på en telefon fra Jericho i Palæstina:
"Jeg kender Pernille som et sympatisk menneske, da vi har stillet op mod hinanden på Fyn. Politisk er vi dog meget uenige," siger han til Nyhedsbureaut Newspaq.
Niels Helveg Petersen tror dog, at Socialdemokratiet nok skal få Pernille Rosenkrantz-Theil ind på kompromisets farbare vej.
"Socialdemokratiet er et rummeligt parti," siger Helveg Petersen.