Ofrene for cyklonen i Burma mangler desperat medicin, drikkevand, husly og mad.
Alligevel afviser Dansk Røde Kors at tage hul på en konto med 60 millioner kroner, der har samlet støv i over fire år.
De mange millioner er øremærket til de områder i Sri Lanka og Indonesien, der blev ramt af tsunamien i 2004, og de skal ifølge Røde Kors genopbygningsplan bruges til forebyggende formål så som bygning af diger og opstilling af varslingsanlæg.
Men selv om situationen netop nu er langt mere alvorlig i Burma efter cyklonen Nargis hærgen, afviser pressechef i Dansk Røde Kors, Hans Bech Gregersen, at tage hul på millionerne.
Vi lovede ...
- De 60 millioner kroner er en del af det beløb, vi indsamlede efter tsunamien, og vi lovede fra begyndelsen, at alle pengene ville gå til det formål. Pengene skal bruges til sidste fase af vores genopbygningsplan for de ramte områder. Der er især tale om forebyggende tiltag, som er ekstremt vigtige. Hvis områderne ikke får diger og varslingsanlæg, risikerer vi, at indbyggerne står i samme situation en anden gang, siger Hans Bech Gregersen.
- Det nytter ikke noget, at vi bare bruger penge til et andet formål, end de er indsamlet til. Det tror jeg ikke, folk vil have særligt meget forståelse for, siger han.
Dansk Røde Kors lægger ellers ikke fingre imellem, når de skal overbevise danskerne om vigtigheden af at donere penge til ofrene i Burma.
Røde Kors-chefens blog
På sin blog skriver Røde Kors danske generalsekretær Anders Ladekarl, at vi må gøre ALT, hvad der er muligt, for at hjælpe - uanset risici og problemer (...) Omfanget af denne katastrofe er så stort, at ingen hjælpeorganisationer i verden ville kunne møde alle behov. Flere vil desværre dø.
Hans Beck Gregersen vurderer, at Dansk Røde Kors foreløbigt har indsamlet 1,3 millioner kroner til ofrene i Burma.
Op mod halvanden million mennesker er berørt af katastrofen, og mellem 63.000 og 100.000 mennesker menes omkommet.
Et lyspunkt er, ifølge Dansk Røde Kors, at man nu har fået lov af militærregimet i Burma til at få fly med nødhjælp frem til de berørte områder.