Rødding Højskole overlever. I løbet af kun to uger er det lykkedes verdens første højskole at indsamle 1,5 millioner kroner. Dermed behøver højskolen ikke dreje nøglen om alligevel.
Det så ellers sort ud for højskolen, der på et stormøde i slutningen af september dannede den såkaldte Garantifond som et sidste nødråb mod den dybe gæld, som højskolen står i. På Garantifonden har frivillige kunnet donere et beløb til højskolen, der ville blive erklæret konkurs, hvis ikke der inden i dag stod 1 millioner kroner på kontoen.
Højskoleforstander Nis Gellert mener, at det er den folkelige opbakning, der har reddet højskolen.
»Jeg er meget, meget glad og rørt over den opbakning, der har været både lokalt og i hele Sønderjylland. Det her er blevet en sønderjysk folkesag«, siger han.
Lokale fra Rødding har da også de seneste uger ryddet op og gjort rent på højskolen, ligesom de har været med til at rejse penge.
De kommer blandt andre fra den lokale bank, Frøs Herreds Sparekasse, som har doneret en kvart million, ligesom forstanderen på nabohøjskolen, Musik- og Teaterskolen i Toftlund, har givet 50.000 kroner af egen lomme. Derudover har private borgere og højskolestøtter været til lommerne.
Pengene skal bruges til at sikre grundlaget for, at højskolen kan skabe en ny profil som en globaliserings-højskole, der samtidig vejleder eleverne personligt med blandt andet studievalg, ligesom det har været et krav fra skolens kreditorer, at der er opbakning fra de lokale.
»Pengene står som en garanti, men inden vi får armene helt op, er højskolen ikke nødvendigvis reddet endnu. Vi håber, at vi med den lokale opbakning nu også møder velvilje fra skolens store kreditorer«, siger forstander Nis Gellert.