Selvom rockerkrigen i 90’erne med likvideringer og panserværnsraketter for længst er fortid, er der stadig fuld aktivitet i rockermiljøet.
Det siger chef Kim Kliver fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter
»Det er noget vrøvl at sige, at rockerne har ligget stille. Eksempelvis var der i 2005 nogle voldsomme kampe om markeder omkring Christiania. Det, der er sket, er, at rockerne har ændret attitude og er blevet mindre synlige for at undgå myndighedernes søgelys,« siger Kim Kliver og fortsætter:
»Det betyder imidlertid ikke, at eksempelvis deres narkotikavirksomhed er forsvundet. Adskillige domsfældelser på det område beviser fortsat livlig aktivitet i miljøet. Så rockermiljøet er ikke blevet mindre. Snarere tværtimod med nye grupper som AK81.«
AK81 er en støttegruppe til Hells Angels og den har senest været i mediernes søgelys, fordi politiet mistænker gruppen for at stå bag et dramatisk skudopgør i Tingbjerg ved København torsdag, hvor en 19-årig mand blev dræbt.
Hvervekampagne
Gruppen, hvis navn betyder ’Altid Klar HA’, har sat en hvervekampagne i gang på sin hjemmeside:
»Er du træt af at stå alene i en brutal og nådesløs verden? Savner du fællesskab, sammenhold og loyalitet? AK81 har svarene!«, står der.
»Det er en klar militaristisk hvervekampagne, som minder om de nazistiske stormtroppers hvervning i 30’erne«, mener sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet, som udover forskning i afvigerkultur følger udviklingen i bandekriminalitet:
»Rockermiljøet har længe været under et voldsomt pres. De har ikke monopol længere og organiserer og formaliserer nu også støttegrupper som AK81 mere end tidligere«, siger han.
I Østjylland døjer man med den største koncentration af HA-rockere i landet, og her oplever man heller ikke, at rockerne slapper af.
Bruges som arbejdsfolk
I København er Oscar Lassen, som leder afdelingen for organiseret kriminalitet, af samme opfattelse:
»Med AK81’s aktiviteter bliver de mere synlige, så det må være en kold og kynisk vurdering for at markere sig, når de risikerer myndighedernes søgelys. Gamle HA’ere er blevet for gamle, og vil ikke have røven i saksen, så derfor bruges AK81 som arbejdsfolk. Jeg kan godt forestille mig, at det også er en måde for de unge i AK81 til at gøre sig fortjent til at blive fuldbyrdede medlemmer af Hells Angels«, siger Oscar Lassen.
Det er ikke lykkedes at få fat i Hells Angels for en kommentar.