Hvis du har problemer med hjertet, så hjælper det at have et vellønnet job.
En ny undersøgelse viser nemlig, at hvis du har en høj indkomst, så er der 18 procent større sandsynlighed for at få foretaget en ikkeakut ballonudvidelse eller en bypassoperation end for patientgruppen med lav indkomst.
Personer med høj indkomst er i højere grad bekendte med mulighederne for ballonudvidelser og bypassoperationer og presser systemet for at få foretaget en operation, lyder en af konklusionerne i undersøgelsen.
Og det gør formanden for Hjerteforeningen rigtig sur.
"Mennesker med de laveste indkomster modtager ikke den nødvendige udredning og behandling for deres hjerte-kar-lidelser, og det er meget utilfredsstillende," siger Hjerteforeningens formand, Peter Clemmensen, til Politiken.
Når der er akut behov for en ballonudvidelse, så spiller den sociale status dog ingen rolle, da lægerne udelukkende fokuserer på patientens tilstand.