Endnu en dopingskandale har ramt Tour de France. Den dobbelte etapevinder Ricardo Ricco er blevet taget for brug af epo, oplyser bbc.com.
Den positive prøve blev taget efter fjerde etape.
Dermed bliver han den tredje rytter i dette års Tour de France, der bliver knaldet for doping. Og han bliver den tredje rytter, der smides ud af løbet i år.
- Jeg ved godt, det er skide negativt. Men et eller andet sted tror jeg, det er lidt godt. Det er lidt godt, at der bliver ryddet lidt ud, siger Team CSC Saxo Banks leder, Bjarne Riis, til TV 2.
Som en konsekvens af den positive doping-prøve har hans hold Saunier-Duval trukket sig ud af Tour de France.
- Vi har besluttet os for at suspendere al aktivitet, indtil vi har fundet ud af, hvad der er sket, siger holdets talsmand til BBC.
- Ricco er ikke bare en hvilken som helst rytter, han er en toprytter. Så vi har taget beslutningen for holdets skyld og for Tour de Frances skyld, siger han.
Den 24-årige italiener har udviklet sig til et af dette års profiler i tour'en med to etapesejre og en samlet niendeplads.
Også Moises Duenas Nevado fra Barloworld er gået i dopingfælden. Han blev testet positiv for epo den 8. juli efter enkeltstarten ved byen Cholet.
Den første var Manuel Beltran. Dopingkontrollen fandt spor i epo i rytterens urin efter den 1. etape.