Bøgerne ligger stadig slået op på skrivebordene i skolen. Her er stadig dukker og sandaler i børnehavens garderobe. Gardinerne blafrer fra hotellets vinduer. Og i forlystelsesparken står radiobilerne efterladt tilfældigt midt på banen, som om gæsterne lige er sprunget ud af sæderne. Deres latter hænger næsten i luften.
Men der bor ingen, her i Pripyat. Ikke en eneste mand, kvinde eller barn.
Alt er dødt og levende på samme uvirkelige tid.
Den eneste målbare aktivitet, der findes i området, slår ud på vores geigertæller som små hylende advarsler: Radioaktiviteten, den usynlige og frygtede stråling, der i 22 år har forgiftet området, siden atomkraftværket Tjernobyl - få kilometer herfra - eksploderede den 26. april 1986. En ulykke, der drev de 50.000 indbyggere i Pripyat på flugt.
Mønsterbyen
Byen Pripyat skulle have været symbolet på storhed. En sovjetisk mønsterby befolket af kommunismens fremmeste videnskabsmænd og parti-tro arbejdere. Her var overskud og håb. Her var biografer, restauranter og kulturhuse med prangede propaganda i en grad, som kun de færreste sovjetborgere kom til at opleve. Her var lyden af grinende børn og benzinslugende Wolga er - bilen, der skulle hamle op med de amerikanske dollargrin. Her var Sovjet, som Krelm ønskede, at det skulle se ud.
Egnens stolthed
Byen blev opført i 1970 oven på det rene ingenting. Den skulle huse de arbejdere og videnskabsfolk, der havde deres gang på egnens stolthed, atomkraftværket. Gaderne fik navne som Folkets Venskabsgade , Stalingrad-heltenes Gade og Kurschatov Gaden efter Igor Kurschatov, som var fader til det sovjetiske atomprogram.
19 kulturhuse blev opført sammen med hele 11 biografer. Og der lå planer for at åbne to sportsarenaer, to store shopping-centre, Et børne- og ungdomsfritidscenter, en lang række restauranter og barer og et 52-meter højt tv-tårn.
Meningen var, at en stribe andre byer i Sovjetunionen skulle kopiere alt fra Pripyat, når alle kunne se, hvor stor succesen ville blive.
Men Pripyat blev ikke til mere end symbolet på unionens utopi og sammenbrud. Da reaktor nummer fire på Tjernobylværket eksploderede efter en fejlslagen sikkerheds-test, blev en massiv sky af radioaktivt affald sendt ud i atmosfæren. Den første dag sagde de sovjetiske myndigheder ingenting, og beboerne var efterladt i total uvidenhed.
Dagen efter ulykken blev byen afspærret af militæret. Gaderne og husene blev spulet, og børnene fik udleveret jodtabletter. Først to et halvt døgn efter ulykken blev alle indbyggere evakueret med ordre om kun at medbringe de allermest nødvendige ting.
En del af Pripyats beboere mærkede dog konsekvenserne af strålingen med det samme. Nogle fortæller, at maden pludselig fik en sød smag, hvorefter tænderne som brikker faldt ud af munden. For arbejderne, der skulle slukke brandene, var strålingen så kraftig, at de døde, hvis de arbejdede over en time i området omkring værket. Derfor måtte de kun arbejde to minutter ad gangen. Alligevel mistede omkring 40 redningsarbejdere livet under oprydningen.
Siden er flere tusinde tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft registreret i området. En rapport fra miljøorganisationen Greenpeace viste i 2006, at Tjernobyl-ulykken på sigt vil være skyld i mere end en kvart million kræfttilfælde og næsten 100.000 kræftdødsfald. Andre rapporter er langt mere forsigtige i deres skøn.
I dag ligger Pripyat i den såkaldte ti-kilometer zone, der er indhegnet, og hvor man kun må opholde sig 14 dage ad gangen. I en ring udenom ligger en 30 kilometerzone, hvor op mod 3.000 arbejdere forsøger at rydde op og rense jorden for farlige partikler. 30 kilometerzonen er officielt ubeboet, selvom enkelte ukrainere har fået lov at blive boende.
Nogle af dem, fordi de er for gamle til at begynde et nyt liv.