En meget stor udgift til lønnen og en noget mindre til materialer. Sådan kan regningerne komme til at se ud, når der bliver åbnet for tilskud fra renoveringspuljen. På den måde kan boligejerne nemlig snyde sig til et lidt større tilskud til regningen.
Det er både byggeriet og politikerne, der frygter, at snyderiet vil blive en realitet, skriver Jyllands-Posten.
"Der er ingen tvivl om, at vi vil opleve regninger, der om ikke er konstruerede, så i hvert fald omfakturerer fra materialer til løn i de tilfælde, hvor man ellers ikke når tilskudsloftet på 15.000 kroner," siger sekretariatschef Gunde Odgaard fra Bygge- Anlægs og Trækartellet (BAT).
Med ordningen kan boligejere få 40 procent i tilskud til håndværkerlønningerne, mens man kan få yderligere 20 procent i tilskud til materialer, hvis man bygger energirigtigt. Dog er der på håndværkerlønninger er maxbeløb på 15.000 kroner og for materialer et max på 10.000 kroner.
Også på Christiansborg er man opmærksomhed på muligheden for snyderi.
"Der vil blive udtaget stikprøver for at gardere sig mod snyd. Der vil selvfølgelig være nogen, der forsøger at snyde, og derfor er det vigtigt, at der er en stor risiko for at blive taget," siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF).
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) forklarer, at man udbetaler tilskuddet til håndværksfirmaet frem for til borgeren for netop at undgå noget af fuskeriet. Det udelukker ulovlige tilskud til gør-det-selv-arbejde og giver en kontrolmulighed.
Se listen over, hvad der kan give tilskud, og hvad der ikke kan give tilskud, her: http://oem.dk/sw25017.asp