Hvis du føler dig forårsglad i dag, er det ikke et tilfælde.
Efter et fuldstændig patetisk forårsvejr - eller mangel på samme - ser det endelig ud til, at vejrguderne har forbarmet sig over os.
I dag er nemlig årets varmeste dag indtil videre i 2011.
"Vi har været oppe på 12.9 grader i Århus lufthavn Tirstrup. Og det er den højeste temperatur, vi har målt indtil videre, og dermed årets varmeste dag," lyder den glade melding fra meteorolog Michael Jarnvig på TV2 Vejret.
Gennemsnit i marts er 5 grader, så det føles markant lunere end ellers. Og det bedste er, at det ikke er overstået endnu.
"De nærmeste tre dage, tirsdag til torsdag, ligger vi heroppe på en 10 til 12 grader," lover Michael Jarnvig.
Og det er med at nyde hvert et sekund. For som med mange andre ting her i verden, varer glæden ikke ved.
"Efter torsdag bliver der lukket for det varme vejr og åbnet for det kolde," advarer meteorologen.
Den deprimerende melding er, at det bliver gennemkoldt på fredag med frost om natten - muligvis med tøsne og slud. Dagtemperaturen kommer til at styrtdykke til 3-4 grader i stedet for 10 til 12.
"Ja, det bliver en kold weekend," lyder den deprimerende melding fra Michael Jarnvig.