Teenagepiger bruger smertestillende piller som sidste udvej i en sådan grad, at det har ført til en eksplosion i antallet af Panodil-forgiftninger.
Sidste år var næsten 900 piger døden nær, fordi de havde taget en overdosis af Panodiler eller andre hovedpinepiller.
Det er 40 procent flere end for bare fem år siden. Det viser tal fra Landspatientregistret, som Politiken har fået indsigt i.
De mange piller kan få fatale konsekvenser for de unge piger, fortæller Lars Bendtsen, overlæge ved Dansk Hovedpinecenter.
"Hvis man tager sådan en overdosis, så kan ens lever simpelthen gå til grunde og så kan man dø af det," siger han til Newspaq.
Til efteråret lancerer Sundhedsministeriet en kampagne, der skal oplyse forældre og bedsteforældre om, at de skal opbevare pillerne i et aflåst medicinskab, så teenagepigerne ikke kan få fat i dem.
Men oplysning er slet ikke nok. Det ændrer ikke ved, hvorfor der er sket en eksplosion i misbrug af smertestillende piller.
"Der er alene fokus på, hvordan vi skal fjerne metoderne, men ikke årsagen til de unges mistrivsel," siger Morten Thomsen, formand for Livslinien til Politiken.