En fejl i regnearket Excel 2007 gør, at programmet regner forkert. Dansk sikkerhedsekspert betegner fejlen som alvorlig.
Onsdag den 26. september 2007, 14:43
Dårligt nyt til alle, der har lidt svært ved det med tal. Ifølge fagbladet Ingeniøren indeholder Microsofts regneark Excel 2007 nemlig en fejl, der gør, at resultaterne bliver forkerte, hvis man ganger to tal inden for inden for et bestemt interval.
Ganger man eksempelvis tallene 850 og 77,1 med hinanden, så bliver resultatet i Excel 2007 100.000 og ikke 65.535, som ellers er det rigtige svar.
Ifølge David Gainer, der er Microsofts Group Manager for Excel, er der tale om en displayfejl i 2007-udgaven af programmet og ikke en decideret regnefejl. Fejlen findes ikke i de tidligere udgaver af Excel.
Alvorlig fejl
Microsofts Excel-program blev lanceret i til Windows i 1988, og er i dag et af verdens mest populære regneark. It-eksperten Shehzad Ahmad er bekymret over fejlen, der kan have stor betydning for firmaregnskaber – og andre beregninger verden over lavet i 2007-udgaven af Excel.
- Det er en meget alvorlig fejl. Der er netop en amerikansk bank, der har offentliggjort et regnskab, som på grund af en menneskelig fejl viste et overskud, der var en halv milliard dollars forkert. Hvis der også er fejl i den software, vi bruger, så er det ikke til at vide, hvor mange af de regnskaber, der bliver præsenteret, som er korrekte, siger han til Ingeniøren.
Microsoft arbejder for tiden på en rettelse af fejlen. Indtil da er det måske en god idé at eftertjekke regnestykkerne i Excel med en god gammeldags lommeregner