Danske Regioner er træt af psykiatriske patienter, der stikker af fra landets lukkede afdelinger, og det vil de nu gøre noget ved.
Næstformand Carl Holst har derfor i dag inviteret Justitsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og forskellige fagfolk til et møde om de mange rømninger, psykiatriske afdelinger landet over, har kæmpet med i den seneste tid.
Seneste tilfælde er i dag, hvor to unge flygtede fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling i Risskov. Den ene er tilbage, mens den anden stadig er på fri flugt.
Tilfældigvis er Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder netop på vej til Risskov ved Århus for at besøge hospitalet, og han hilser invitationen fra Danske Regioner velkommen.
"Det er helt oplagt. Jeg har selv bedt om det samme. Derfor skal vi mødes i næste uge, og der skal vi blandt andet drøfte sikkerheden på de psykiatriske afdelinger," siger Bertel Haarder til Newspaq.
Også Justitsministeriet ser sig positiv på næste uges møde, og det glæder Carl Holst.
"Jeg håber, vi kan få en fælles forståelse, og dermed et fælles grundlag for at få skabt et system, hvor vi accepterer, at der er nogle borgere, der har brug for hjælp, og at psykiatriske patienter er syge og skal gøres raske," siger han til Newspaq.
Danske Regioners næstformand peger på, at et af emnerne på mødets dagsorden vil blive, hvorvidt alle de retspsykiatriske patienter faktisk hører til på et hospital eller i et fængsel.
"Er vi ved at udvikle et samfund, hvor borgere, der tidligere kom i fængsel, nu ender på retspsykiatriske afdelinger? Er der ved at ske et skred? Det skal vi have en snak om," siger han.
Besøget i Risskov i dag skal klæde Indenrigs- og Sundhedsministeren på den til snak.
"Jeg vil se, hvordan de gør det, og hvad vi eventuelt kan gøre for at hjælpe. Det kan være kriminalforsorgen. Det kan også være, vi kan hjælpe med lovgivning omkring brug af elektronik. Men nu vil jeg først se, hvad sikkerhedsproblemet er, hvad de har tænkt sig at gøre, hvornår det virker, og hvad de har tænkt sig at gøre, indtil det virker," siger Bertel Haarder.
Justitsministeriet er i øjeblikket i gang med en undersøgelse af sikkerheden på de psykiatriske afdelinger, og den skulle ligge klar til mødet i næste uge.