Et grønt og bæredygtigt samfund. Det skal Danmark gerne være i 2020, hvis man kigger i regeringsgrundlaget.
Men det bliver svært at nå, med de penge regeringen stiller til rådighed, mener en miljøekspert fra Roskilde Universitet.
"Man kan roligt kalde regeringens miljø-engagement for uambitiøst. Men det er midlerne, der er uambitiøse, for et grønt bæredygtigt samfund, det er jo meget ambitiøst," siger Anders Christian Hansen, lektor og cand. polit, med ekspertise i miljøpolitik.
Anders Christian Hansen savner nye tiltag for, hvordan Danmark skal nå videre op ad rangstigen. De miljøpolitiske initiativer der er beskrevet, er nemlig allerede vedtaget eller udskudt.
Regeringen præsenterede kun to nye tiltag, og de er ikke overraskende, siger Anders Christian Hansen.
"Det ene tiltag er afgiftsfritagelsen for elbiler, som er forlænget til 2015, og det havde man jo regnet med. Derudover skal landbruget have en halv million om året, men det er jo ikke noget, der gør Danmark mere grønt," siger han til Newspaq og fortsætter:
"Vi mangler stadig midlerne til at nå de mål, som man sætter sig. De gjorde vi før regeringsgrundlaget, og det gør vi også efter".
Et helt konkret initiativ handler om kørselsafgifterne. For hvis transporten skal være bæredygtig i forhold til trængsel, luftforurening i byerne og CO2-udslip, så skal vi have elektrificeret biltransporten i et stort omfang.
"Vi skal have mange flere pendlerbusser og tog, og vi skal have mindre trængsel. Det er stort set det, der skal til for at gøre transporten bæredygtig. Det kommer denne her plan slet ikke i nærheden af," siger eksperten.
Ifølge Anders Christian Hansen er der slet ikke grund til at vente på at indføre afgifter.
"Vi har jo set, hvordan byer i Europa har haft stor succes med at indføre kørselsafgifter, så at udskyde det, er ligesom at lukke øjnene for, hvordan man på en nem og ikke særlig smertefuld måde kan løse problemet," siger han.
Derudover mener Anders Christian Hansen ikke, at tiltagene omkring landbruget er brugbare. Landbruget skal have 100.000 hektar ny natur frem mod 2020, men der er brug for flere midler for bare at opretholde den eksisterende plan.
"De 75.000 hektar er allerede besluttet i Grøn Vækst-aftalen fra i sommer, og de skal etableres frem til 2015. Derfor nedsætter man jo tempoet betydeligt til 5.000 hektar om året derefter, og det er heller ikke specificeret, hvad de hektar skal bestå af," afrunder Anders Christian Hansen.