- Vi sender et meget klart signal: Regeringen vil ikke pålægge erhvervslivet nye generelle forhøjelser af skatter og afgifter. Der er brug for ro, og der er brug for stabilitet.
Sådan lød det fra økonomiminister Margrethe Vestager (R), da hun tirsdag var med til at præsentere regeringens nye store reform-satsning, "Vækstplan DK".
Ifølge vækstplanen tages der dog enkelte forbehold for skatteløftet.
Regeringen forbeholder sig nemlig retten til at foretage "fornuftige omlægninger", ligesom det understreges, at allerede vedtagne afgifter vil blive indfaset som planlagt.
Desuden pointeres det, at den danske regering - og ikke mindst det danske erhvervsliv - kan blive ramt af ændringer, der skyldes EU-lovgivning.
Dermed er ordlyden i vækstplanen fuldt på linje med det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) annoncerede under en tale på Dansk Industris topmøde i København sidste efterår.
Det store oppositionsparti, Venstre, har gjort det klart, at man netop ønsker en håndfast garanti til erhvervslivet om et såkaldt byrdestop - altså et stop for nye omkostninger i form af eksempelvis skatter afgifter og gebyrer.
Antibyrde-garantien skal ifølge Venstre gælde frem til næste valg.
- Hvis der skal være perspektiv i sådan en pakke, er vi nødt til at koble den med et parlamentarisk håndslag på at frede dansk erhvervsliv resten af valgperioden, har Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen tidligere understreget.
/ritzau/