Danmark har forsømt at fremme ligestillingen i den tid VK-regeringen har været ved magten.
Sådan har kritikken flere gange lydt fra både opposition og forkæmpere for ligestillingen.
Når ligestillingsminister Lykke Friis (V) i dag i Folketinget for første gang skal gøre status over ligestillingsarbejdet, må hun da også konstatere, at man i hvert fald har syltet at oprette et uafhængigt ligestillingsorgan
Et krav EU rejste allerede tilbage i 2002.
"Regeringen må simpelthen komme i gang nu. Det ville være dybt pinligt, hvis Danmark ender med at blive trukket for EU-domstolen, fordi man ikke vil gennemføre ligestillingsdirektivet. Men hele denne sag viser tydeligt, at regeringen ikke vil have noget med ligestilling at gøre," lyder det fra det socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet Britta Thomsen over for Information.
Sammen med fagbevægelsen og eksperter - og altså EU - forlanger socialdemokraterne, at der bliver lavet en statslig arm, der holder ligestillingen under skarpt opsyn.
"Der mangler den motor, som skal til for hele tiden at holde regeringen og arbejdsmarkedets parter til ilden, og som skal overvåge lovgivningen på området. Alt det arbejde bliver ikke gjort," forklarer Byrial Bjørst, der er advokat i Teknisk Landsforbund og ekspert i ligestilling.
EU har flere gange advaret Danmark. Vi skal komme i sving med at oprette en uafhængig ligestillingsvagthund. I november kom den seneste løftede pegefinger og næste skridt kan blive, at Danmark bliver hævet for EU-domstolen.
Det har fået beskæftigelsesminister Inger Støjberg til at erkende, at Danmark må oppe sig.
Også fagforbundet 3F er trætte af regeringens nøl.
"Ligestillingsarbejdet skal ikke bare overlades til private aktører, som for eksempel 3F eller forskellige netværk. Den bedste løsning var at skabe et uafhængigt organ og få afsat nogle midler til det," siger næstformand i 3F Jane Korczak.