Socialdemokraterne og SF`s finanslovudspil får ikke regeringen til at klappe i hænderne af begejstring.
Oppositionspartiernes forsøg på at hente de 24 milliarder kroner, som EU kræver, for at dansk økonomi lever op til kravene, holder slet ikke, mener de konservative.
"Deres plan er gennemhullet som en si, det har uvildige eksperter dokumenteret allerede inden fremlæggelsen," siger Mike Legarth, der er finans- og skatteordfører for Det Konservative Folkeparti til Newspaq.
Heller ikke regeringskollegerne fra Venstre bryder sig om udspillet.
"Det virker ikke specielt troværdigt. De siger, at de vil finde midler, men jeg tror, folk bliver meget skuffede, når de finder ud af, at S og SF endnu ikke har fortalt, hvor de vil finde pengene," siger Jakob Jensen, der er finansordfører for Venstre til Newspaq.
Begge finansordførere undrer sig over, at S og SF har valgt at tage dele af regeringens såkaldte genopretningspakke med i deres eget forslag. Genopretningspakken skal finde syv milliarder kroner i besparelser frem til 2013.
Pengene skal blandt andet findes ved at de automatiske stigninger i skattefradrag og overførselsindkomster suspenderes, og så udskydes den planlagte hævning af indkomstgrænsen for topskat med to år.
"Det vidner om, at de er meget desperate for at finde finansiering for deres mange, mange forslag, når de adopterer regeringens genopretningspakke. Jeg finder det underligt, at de for kort tid siden kritiserede genopretningspakken voldsomt, men nu alligevel tager den til sig," siger Jakob Jensen.
Også De Konservative undrer sig over, at S og SF nu accepterer genopretningspakken.
"De har angrebet og kritiseret vores forslag, men nu er det så pludselig blevet en del af deres egen finansiering. Det ændrer dog ikke ved, at de ikke kan finde finansiering til alle deres forslag," siger Mike Legarth, der kalder enhver skattestigning "forfærdelig for dansk økonomi".
Også Dansk Erhverv er ude med riven. Rød bloks forslag er ligefrem hæmmende, mener interesseorganisationen.
"Vi anerkender ethvert forslag til en forsvarlig økonomisk politik, herunder at ikke alle spareforslag kan være lige populære, men S og SF er fortsat ikke i mål. Generelt er det vores opfattelse, at dette udspil mest vil hæmme - ikke fremme væksten," siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Jesper Højte Stenbæk.