Regeringen varsler nu et opgør med billedet af, at psykisk syge førtidspensionister ikke kan være til gavn for samfundet.
Torsdag eftermiddag præsenterede beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og socialminister Benedikte Kiær (K) regeringens udspil til en reform af førtidspensionen og fleksjobbet.
"Med det her udspil gør regeringen op med billedet af, at psykiske lidelser er kroniske lidelser, der automatisk betyder, at man placeres på passiv forsørgelse," lød det fra socialministeren.
Hun introducerede samtidig ordet 'inklusion' i regeringens politik, der handler om, at så mange som muligt skal omfattes af fællesskabet.
"Vi sender signal om at alle skal være aktive," sagde Benedikte Kiær.
Reformen kommer i kølvandet på tal, der dokumenterer, at antallet af førtidspensionister er langt større end forventet.
I dag er 300.000 danskere enten på førtidspension, fleksjob eller på ledighedsydelse, mens de venter på en førtidspension.
"Det svarer til en 10. del af arbejdsstyrken. Og det er mange, der står uden for fællesskabet. Især kommer rigtig mange unge på førtidspension på baggrund af psykiske lidelser. Men mange af dem kan overvinde dem eller lære at leve med dem," sagde beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
Staten bruger 50 milliarder kroner på de nævnte ydelser, det er ni milliarder flere end forventet, da den seneste reform på området blev til under SR-regeringen.
"Det er 50.000 flere personer end man regnede med i sin tid. Men jeg vil ikke være med til at sige en 26-årig med en psykisk lidelse, at nu kan du stille dig på togperronen og se på, fordi samfundet ikke har brug for dig mere," sagde Inger Støjberg.
Derfor skal unge under 40 ikke automatisk tilkendes livslang førtidspension. I stedet skal landets jobcentre tilbyde forløb på fem år ad gangen.
Beskæftigelsesministeren nævnte dog, at f.eks. multihandicappede personer under 40 år vil blive undtaget fra reglerne.
Samtidig skal også fleksjob-ordningen være midlertidig som tidligere nævnt.
Tiltagene rammer ikke de førtidspensionister og fleksjobbere, der i dag er omfattet af ordningerne.
Se forskellen på det nye udspil og fleksjobordningen i dag her
FLEKSJOB:
- De seneste tal fra 2010 viser, at der fra januar til september i gennemsnit var godt 66.900 fuldtidspersoner i fleksjobordningen.
- Udgifterne til fleksjob udgjorde i 2009 godt 10,7 mia. kr. Det er 5,6 mia. kr. mere end forventet.
- Arbejdsgiverne modtager i gennemsnit 175.000 kroner i tilskud.
- Personer over 50 år udgør over 40 procent af de nyvisiterede, 40 år udgør mere end 25 procent.
- Der er flest kvinder på ordningen. De udgør 62 procent af alle nyvisiterede.
FØRTIDSPENSION:
- I januar 2010 var der knap 245.000 førtidspensionister.
- Udgifterne til førtidspension var i 2009 ca. 39 mia. kr. Det er ca. 1,3 mia. kr. mere end i 2000.
- I 2009 kom 4.500 personer under 40 år på førtidspension. Det svarer til hver fjerde nye førtidspensionist.
- I 2001 fik 3.300 personer under 40 år tilkendt førtidspension.
- Siden 2001 har stadigt flere fået tilkendt førtidspension på baggrund af psykiske lidelser. I dag drejer det sig om godt halvdelen. I 2001 var det knap hver tredje.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet