Danmark risikerer at gå glip af op mod 15 milliarder kroner om året, fordi de såkaldte kapitalfonde via snedig skatteakrobatik hiver enorme summer ud af statskassen. Det mener regeringen, som nu griber ind over for de såkaldte kapitalfonde.
Ved at sænke selskabsskatten fra 28 til 22 procent, håber regeringen, at det bliver mindre attraktivt for kapitalfondene at søge i skattely i et udenlandsk skatteparadis.
Herhjemme har kapitalfonde de seneste år overtaget hæderskronede virksomheder som TDC, Falck, Matas og ISS.
»Vi har set en række eksempler på virksomheder, der har selvbetjent sig til en lav beskatning. Vi risikerer, at vi taber op til 15 milliarder om året, hvis vi ikke gør noget,« siger skatteminister Kristian Jensen (V).
Sammen med økonomiminister Bendt Bendsen (K) præsenterede han fredag den omfattende skattepakke, som forventes at komme til at virke allerede fra 1. april 2007.
De skatteindtægter, som staten mister ved skattelettelserne, skal hentes hjem igen ved, at virksomhederne fratages en række muligheder for rentefradrag og afskrivninger.
Det skal samtidig være slut med at danske direktører får en klækkelig bonus, hvis en kapitalfond overtager en dansk virksomhed. Sidste år førte det til en ophedet debat, da TDC-direktøren Henning Dyremose modtog op mod 100 millioner kroner i bonus ved salget af TDC.
Regeringen håber på et bredt forlig på området, men allerede kort efter offentliggørelsen af skattepakken, tog både Socialdemokraterne og SF klar afstand fra udspillet.
»Det er helt uholdbart at sammenblande et nødvendigt indgreb overfor de store kapitalfondes udhuling af skattegrundlaget med en åben gavebod for virksomhederne i form af nedsættelse af selskabsskatterne med seks procent,« siger den nyudnævnte finansordfører for Socialdemokraterne, Morten Bødskov.
Dansk Industri hilser skattenedsættelsen velkommen, men brancheorganisationen frygter, at forslaget som helhed gør mere skade end gavn.
»Det er DI’s vurdering, at lovpakken rammer virksomhederne meget forskelligt. Mange vil opleve reelle stramninger, fordi beskæringen i rentefradraget og forringelsen af afskrivningerne er betydeligt dyrere end fordelen ved den lavere selskabsskat. Det mener vi er betænkeligt,« siger Tine Roed.