Trods gabende huller i økonomien og gæld for millioner lever en gruppe danske forretningsmænd fortsat et liv på første klasse. Men nu skal stikket trækkes ud for den fest, mener Karsten Ree, der grundlagde sin formue på salget af Den Blå Avis. Det fortæller han i dagens udgave af Børsen.
Det er især den ekstravagante livsstil, som den tidligere mesterbokser Hans Henrik Palm fyrer af, der irriterer Ree. Palm har på to år tabt over 500 millioner kroner på kiksede ejendomsspekulationer og skylder over 300 millioner til Amagerbanken, som Karsten Ree for et halvt år siden skød 500 millioner ind i.
Men trods den store gæld lever Palm fortsat det søde liv i sit pragtpalæ i Hellerup, der menes at være hele 75 millioner kroner værd. Og det vækker forargelse.
"Jeg vil have sat en stopper for, at disse mennesker kan blive boende i deres store villaer og køre i deres store biler. Det skal være slut nu," siger Ree til avisen.
Hans verbale skyts rettes også mod skyldneren og ejendomsspekulanten Henrik Ørbekker, der trods stor gæld bor på et 50 millioner kroners landssted ved Holbæk.
Det er dog ikke med vilje, at gæld og luksusliv går hånd i hånd for Hans Henrik Palm, fortæller den tidligere Danmarksmester i boksning til avisen. Han oplyser, at han har fortrudt, at han har købt den dyre bolig, og at han håber, at den snart bliver solgt.