Nyhedsavisens CO2-ugle undersøger, hvor meget CO2 man kan spare ved at lade sin have gro vildt.
faktaboks
En vildtvoksende have på 500 m2 binder cirka 250 kilo CO2 om året. Det svarer til at bruge tørretumbler tre gange om ugen i et år.
Et stort træ binder mellem 50 og 100 kilo CO2 om året.
Buske og træer binder mere CO2 end planter.
Gøder man haven, giver det en udledning på 100 kilo CO2.
Mandag den 11. februar 2008, 09:23
Vor læser Henning Lauritsen har hus med have. Han har tit undret sig over, hvor meget CO2 man mon kan få planter og træer til at opsluge, hvis man bare lader haven gro vildt.
»Så kan planter, buske, træer og ukrudt dræbe så meget CO2 som muligt,« skriver Henning Lauritsen og spørger, hvor meget CO2 en have kan omdanne til ilt, hvis man lader den gro vildt.
Størst er bedst
Nyhedsavisens CO2-ugle overvejer et øjeblik, om Henning Lauritsen mon bare er doven med en rive og en hakke, men lader sig alligevel fascinere af tanken.
Efter en tur i tænkeboks svarer uglens trofaste allierede, miljøingeniør Jacob Sørensen fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.
»Ja, en have kan godt binde meget CO2. Det er plantemassen og dermed størrelsen på træet eller planten, der afgør, hvor meget CO2 der bindes,« lyder det første svar.
Men Jacob Sørensen har som sædvanlig også lidt tal i posen.
»Har man en have på 500 m2 og bare lader den gro til, vil den binde omkring 250 kg CO2 per år. Det er lidt over det, en tørretumbler udleder, hvis den bruges tre gange om ugen,« forklarer han.
Men hvis man dyrker mange træer og store buske i sin have, kan man nemt komme op på at binde 750 kg CO2 om året.
Græs er ikke nok
Og det er jo tæt på målet i den kampagne, som Miljøministeriet skød i gang sidste år. Her blev hver dansker opfordret til at spare 1 ton per person om året.
Der lurer dog også klimafarer i haven, hvis man for eksempel gør den lidt for simpel.
»Hvis man kun har græs, vil der ikke blive bundet særligt meget CO2 – og hvis man bruger en elektrisk græsslåmaskine og bruger kunstgødning, så bliver regnskabet meget hurtigt negativt,« siger Jacob Sørensen.
Vor læser Henning Lauritsen kan derfor roligt læne sig tilbage i sofaen og med god samvittighed betragte ukrudtet i sin have.