Fede frikadeller, sprødt andebryst og pandestegt medister.
Julen er proppet med kødfulde retter, der fylder godt i maven. Men de store mængder kød, der bugner på vores julemiddagsborde, gør ondt på klimaet.
"Der udledes rigtig meget CO2 ved produktionen af kød, så hvis man vil være god ved klimaet, så skal man sætte grønt på julemenuen," siger Karin Møller-Olsen, redaktør på Fødevareministeriets klimakogebog "Klima på bordet", til Newspaq.
Oksekød er en af de værste klimasyndere på menuen, fordi produktionen af et kilo oksekød udleder 19,4 CO2.
Gris til flæskestegen er også skidt, men udleder dog kun 3,6 kilo CO2, når der produceres et kilo, viser beregninger fra Fødevareministeriet.
Til sammenligning udledes der kun 0,1 kilo CO2, når man producerer et kilo gulerødder og 0,5 ved produktionen af et kilo kål.
Derfor bør råkost og rødbededeller være en fast del af årets julemenuer.
I hvert fald hvis man vil skænke klimaet en tanke, samtidig med at verdens ledere forsøger at slanke hele verdens CO2-udslip.
Men der er også andre gode grunde til, at klimadukse og alle andre bør skære ned på deres indtag af flæsk og kødfedt i blandt andet juledagene.
"Vi blive sundere, hvis vi spiser mere frugt og grønt. Danskerne bør spise 600 gram om dagen. Men det er langt fra alle, der gør det. Det kan man ændre på i julen. Man kan for eksempel beregne 100 gram flæskesteg per person i stedet for 250, og så lave nogle gode, grove salater," lyder rådet fra Karin Møller-Olsen.
Op mod 31 procent af de drivhusgasser, der udledes i EU, stammer fra produktionen og forbrug af mad, oplyser Fødevaremininsteriet.