På et mål i overtiden sikrede Real Madrid sig i går en 3-2 sejr over Getafe på hjemmebane i den bedste spanske fodboldrække.
Real kom ellers bagud allerede efter 9 minutter, da Roberto Soldado nettede for Getafe. Men takket være en sen scoring af Gonzalo Higuaín kunne de forsvarende mestre gå til pausen med 1-1.
Getafe var dog ikke færdig med at drille hjemmeholdet.
Blot syv minutter før tid scorede Juan Albin til 2-1 til Getafe, men igen fik Real udlignet - denne gang på et mål af midtbanespilleren Guti.
I slutminutterne brændte Getafe et straffespark, og dybt inde i overtiden scorede Gonzalo Higuaín til slutresultatet 3-2 til Real Madrid.
Real Madrid har nu kun tre point op til FC Barcelona, der i aften møder Sevilla.