Drabsmanden, der den 7. februar tog livet af sin pædagog Judy Meiniche Simonsen, var langt farligere og sygere, end man havde vurderet ham til.
Sådan lyder en af konklusionerne i en redegørelse fra Region Midtjylland, hvor man har undersøgt omstændighederne omkring det tragiske mord på den 46-årige pædagog.
"Redegørelsen konstaterer, at der i det samlede sagsforløb på visse områder ideelt set kunne og burde have været handlet anderledes. I den forbindelse kan det ikke afvises, at der på visse tidspunkter i sagsforløbet har været tale om en ikke korrekt vurdering af den sigtede drabsmands sygdom og farlighed," skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Alligevel har man ikke fundet, at personalet kan stilles til ansvar for, at drabet kunne finde sted.
"Der er ikke afdækket egentlige lovovertrædelser eller andre ansvarspådragende handlinger fra enkeltpersoner," vurderes det i redegørelsen.
Judy Meiniche Simonsen var pædagog på Blåkærgård i Viborg, hvor man behandler psykisk syge mennesker. Hun tog på tur med den 39-årige mandlige beboer, der nu er sigtet for drabet på hende.
Turen endte fatalt, da den psykisk syge mand stak hende ihjel.
Region Midtjylland vil nu skærpe sikkerhedsforanstaltningerne omkring psykisk syge kriminelle. Blandt andet skal samarbejdet mellem de mange forskellige instanser, der har at gøre med de syge kriminelle, styrkes, for at fejlvurderinger af dem ikke kan føre til en lignende tragedie.
En ekstern undersøgelseskommission vil sandsynligvis blive nedsat for at be- eller afkræfte regionens egen vurdering i sagen.