R kræver uafhængigt politiklagesystem

Det er ikke godt nok, at politiet undersøger sig selv, mener Radikale Venstre, der i stedet kræver et uafhængigt klagesystem.

Sagen om et overfald på tre gymnasiepiger, der, trods politiets indgreb, ikke fik konsekvenser for gerningsmændende, får de Radikale til at forlange et uafhængigt klagesystem.

De Radikales retsordfører Morten Østergaard vil have en gennemgribende forandring af den måde, som politiet lærer af sine fejl på.

Politiet skal ikke længere undersøge sig selv, efterforsknings- og klageprocessen skal speedes op, og så skal betjente ikke være anonyme, men bære et navn eller nummer på uniformen, mener retsordføreren.

"Helt generelt må vi bare konstatere, at vi i Danmark har et system, hvor det i udpræget grad er politiet, der undersøger sig selv. Det gavner ikke tilliden til systemet. Uanset resultatet af en klagesag skal alle de involverede have tillid til systemet," siger Morten Østergaard til Berlingske.dk.

Han foreslår, at politiet kopierer systemet fra sundhedsvæsnet, hvor ansatte anonymt har pligt til at registrere alle utilsigtede hændelser.

"Der er ikke i almindelighed grund til mistillid til politet - men det er nødvendigt at erkende, at med det antal politiforretninger, der sker hver eneste dag, vil der ske fejl hver dag. Det er der intet galt i. Det bliver først galt, når man ikke erkender det og lærer af fejlene. Derfor skal vi have en ny kultur, hvor man hele tiden lærer af sine fejl," siger Morten Østergaard.

Episoden, hvor de tre gymnasiepiger blev overfaldet skete sidst i januar. politiet pågreb gerningsmændene, men lod dem slippe uden at registrere hverken deres navne eller CPR-numre. efterfølgende blev pigerne afvist, da de ville anmelde overfaldet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.