"Vi får ryddet en sten af vejen."
Dermed bliver det nemmere for De Radikale at indgå et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne og SF efter et valg
Det siger den radikale finansordfører Morten Østergaard om udsigten til, at det lille midterparti indgår en efterlønsaftale med VKO.
"Vi mener ikke, at vi skaber flere problemer, end det er muligt at løse. Tværtimod mener vi, at vi får ryddet en sten af vejen, fordi der har været en uenighed om efterlønnen, og det får vi måske løst inden et valg," siger Morten Østergaard til Newspaq.
En aftale ændrer således ikke på, at De Radikale støtter Helle Thorning-Schmidt i den kommende valgkamp, understreger han.
"Vi mener fortsat, at landet har brug for en ny regering efter næste valg, også selvom vi lykkes at få en aftale om en efterlønsreform nu," siger Morten Østergaard.
I den socialdemokratiske top holder man lav profil og vil ikke udtale sig om, hvorvidt De Radikales flirt med VKO mindsker chancerne for en rød valgsejr.
3F-formand Poul Erik Skov Christensen siger dog til Politiken, at De Radikale burde kunne se, at de giver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nogle utrolig gode kort på hånden i en valgkamp.
Der er endnu ikke indkaldt til nye 2020-forhandlinger.