Mændene kigger langt efter dem. De smukke nigerianske kvinder, der sælger deres kroppe for ned til hundrede kroner.
På gaden bliver de overvåget af mama. Men navnet vildleder. For Mama er ikke kærlig. Hun har typisk selv været prostitueret, og hun findes alle de steder, hvor der er nigerianske piger. Piger, som politiet formoder, er handlet til Danmark.
»Mama er en benhård businesskvinde, der ikke skyr noget,« siger antropolog Marie Brandt Nielsen fra Rigspolitiet.
Det er typisk Mama, der sørger for kvindernes falske papirer og har dem boende. Og så er det Mama, der sørger for, at de betaler deres gæld til bagmændene.
De nigerianske pigers skæbner har sendt rystelser gennem det politiske landskab ? ligesom andre beretninger om handlede kvinder, der er blevet et voksende problem i Danmark.
Nu har alle Folketingets partier på nær Enhedslisten afsat 70 millioner kroner i satspuljeforliget til en fireårig handlingsplan mod menneskehandel. Som noget nyt skal omfanget af andre former for slavearbejde også undersøges.
Handlede børn
»Vi har en mistanke om, at det finder sted, og vi har set det i andre europæiske lande. Desværre bliver børn også handlet, det kan ikke udelukkes, at mænd også bliver det til andre former for slavelignende arbejde end prostitution,« siger socialminister Eva Kjer Hansen (V).
At andre former for menneskehandel nu skal undersøges, glæder Ann-Sofie Bech, juridisk konsulent i Dansk Røde Kors.
»Tidligere har vi set mindreårige, der blev handlet hertil for at stjæle, og det ville være underligt, hvis Danmark var det eneste land, hvor der ikke findes flere former for menneskehandel,« siger hun.
Blandt andre nye forslag skal det opsøgende arbejde i forhold til kvinderne være landsdækkende, ligesom der skal sættes større pres på de lande, kvinderne kommer fra. De kommende uger mødes socialministeren med partierne bag forliget for at drøfte handlingsplanens indhold.
Side 14