Zlatans arbejdsgiver har sat prisskilt på deres guldfugl, men prisen bliver til at føle på.
"Jeg vil ikke have noget imod 100 mio. euro (ca. 750 mio kr.)," siger Inters præsidient, Massimo Moratti, til Il Corriere Dello Sport.
Spekulationerne om Zlatan Ibrahimovics fremtid tager til i disse dage, fordi angriberen, der er sprængfyldt med selvtillid, har gjort det klart, at han overvejer at skifte til en klub med bedre chancer i Champions League.
Således gik det igen i år galt for Milano-klubben, der allerede tidligt i den fine turnering måtte sige farvel. Holdet røg ud til Manchester United efter at være blevet udspillet over to kampe, og endte med at tabe 2-0 sammenlagt.
"Jeg er ikke ude på at gøre ham vred, for han har givet meget til klubben, ligesom vi har givet ham meget," lyder det videre fra Massimo Moratti, der understreger, at han altså ikke går med umiddelbare planer om at sælge karismatiske Zlatan.
"Jeg kan ikke forestille mig en fremtid uden ham," siger Inter-præsidenten.