Den 23-årige prins Harry er blevet genstand for en politiundersøgelse efter beskyldninger om dødskørsel på motorvej.
Ifølge en familiefar var prinsen tæt på at køre dem af vejen, da prinsen med over 160 kilometer i timen tilsyneladende kørte om kap med en af sine bodygaards. Prinsen blev senere på aftenen set feste på en fashionabel natklub.
Ifølge den rystede familiefar, der selv kørte 110 kilometer i timen og havde hustru, søster og baby med i bilen, var deres liv i reel fare, da prinsen med følge drønede forbi i vildt ræs. Om det var Harry eller en chauffør, der sad bag rattet, er dog usikkert.
Politiet bekræfter overfor den engelske avis Daily Mail, at de har modtaget en klage over prinsens kørsel. Klagen er nu videregivet til Scotland Yard, da flere af personerne i prinsens følge var sikkerhedsfolk fra netop politiet.
Scotland Yard har ikke ønsket at kommentere sagen, der kan få følger for de politifolk, der kørte med prinsen.