Til koncerterne kæmper hans fans for at komme helt tæt på idolet, der lader sin funky poptoner flyde fra scenen. Men de kunne faktisk blive derhjemme og stadig have mulighed for at opleve stjernen på nært hold. For når han ikke lader sig hylde på scenen, missionerer hovednavnet fra Roskilde Festivalen nemlig flittigt sammen med andre fra Jehovas Vidner. Det skriver engelske The Daily Mirror.
I et interview med bladet fortæller "Purple Rain"-stjernen om de mange almindelige mennesker, der er blevet vildt chokerede, når den syvdobbelte grammy-vinder pludselig står på deres dørtrin og spørger, om de har lyst til at tale lidt om Gud.
Ellers vil han også gerne tale om engle i stedet, viser det sig under interviewet med den engelske avis.
"Du ved godt, at der både findes onde og gode engle?" spørger han pludselig den forbløffede reporter.
Sangeren, der udover talentet som hitmager er kendt for forhold til skønne kvinder som Kim Bassinger og Carmen Electra, forsøger ofte at skjule sit kendte ansigt, når han som Jehovas Vidne er ude at stemme dørklokker i troens navn. Han har også tidligere fortalt, at han som barn blev helbredt for epilepsi af en engel.