Det er i år lykkes Roskilde Festival at få selveste Prince til at spille på Orange Scene. Men fornøjelsen kommer også til at være dyr for festivalen, der skydes i gang om otte dage.
Kontrakten med Prince har nemlig kostet 12 millioner kroner, hvilket svarer til over 30 procent af festivalens samlede budget.
"Det samlede budget er 37 millioner kroner. Vi udtaler os aldrig om, hvad vi betaler for kunstnerne. Det er en sag mellem os og dem," siger talskvinde for Roskilde Festival, Christina Bilde til Urban.
Folkene bag festivalen er dog ikke i tvivl om, at de har gjort et scoop i at invitere den legendariske rockstjerne til den danske scene den 4. juli.
Desuden er det også lang tid siden, danskerne sidst har kunnet opleve Prince på dansk jord, da stjernen er udeblevet ved de seneste to koncerter i Danmark.