Hvis forundrede forbipasserende lægger mærker til 12 præster vandre langs landevejen på lørdag, er det ikke synet, der er noget galt med.
I stedet er det sikkert 12 præster fra Hillerød, der er i gang med en protestmarch. Lørdag vil de vandre fra Sandholmlejren i Nordsjælland til Hillerød - en tur på 10 kilometer.
Præsterne fra Hillerød protesterede sidste år mod forholdene for de afviste irakiske asylansøgere, der sidder på asylcenteret uden at kunne blive sendt hjem. De holdt en gudstjeneste, hvor flere hundrede ikke kunne få plads i selve kirken.
Nu er præsterne klar til endnu en gudstjeneste - og en solidaritetsvandring.
- Der er sket nogle få, kosmetiske forbedringer for irakerne, men grundlæggende har de det værre nu end for et år siden, fordi tiden er gået uden nævneværdige fremskridt, siger sognepræst Thyge Enevoldsen ifølge jp.dk.