200 koraner vil blive brændt af på lørdag på Ground Zero.
Det fastslår præsten i den lille amerikanske menighed Dove World Outreach Centre i Florida, Terry Jones. Hans plan har tiltrukket sig skarp kritik fra både politikere, militære chefer og religiøse ledere fra hele verden.
Det skriver the Guardian.
Afbrændingerne sker på årsdagen for terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, hvor radikale muslimer fløj to fly ind i World Trade Center, et ind i Pentagon og forsøgte at flyve et ind i Det Hvide Hus.
Og planerne har især tændt op under demonstrationer i Mellemøsten, hvor utilfredsheden med det religiøse flammehav på Ground Zero vokser op til lørdagens begivenhed.
Terry Jones havde en kaliber 40-pistol ved sin side, da han onsdag eftermiddag mødte pressen og fortalte, at de religiøse bøger skam kommer til at brænde - også selvom hans egen udenrigsminister, Hillary Clinton, i spidsen for flere politikere, har opfordret menigheden til at skodde afbrændingen.
Clinton kalder det en "respektløs, vanærende handling".
Men det får ikke Terry Jones til at ryste på hånden.
"Vi er klar til at ofre livet for det her. Hvis vi ikke gør det, hvornår holder vi så op med backing down? Vi bliver nødt til at gøre det. Vi bliver nødt til at sende det her signal," sagde Terry Jones til den amerikanske tv-station ABC og bekræftede, at han også vil bære våben på lørdag.
Dove World Outreach Centre har modtaget adskillige støtteerklæringer og dødstrusler, siden idéen blev verdenskendt.