Tjetjeniens præsidetn Ramzan Kadyrov er nu ude og forsvare æresdrab, efter syv kvinder er fundet skudt gennem deres hoveder i hovedstaden Grosnij.
"Hvis en kvinde fjoller rundt, og en mand fjoller rundt med hende, så bliver de begge dræbt," siger Ramzan Kadyrov til nyhedsbureauet AP efter søndagens besøg i en moské i hovedstaden.
Den 32-årige tidligere militsleder forsøger styrke de traditionelle leveregler og indføre sharia-lovgivning for den muslimske befolkning i den russiske republik, hvor Islam er den dominerende religion.
Kritikerne siger, at Kadyrovs forsøg på at indføre sharia krænker den russiske forfatning, da den garanterer lige rettigheder for mænd og kvinder og siger, at kirke og stat skal være adskilt.
Men kun få vover at udfordre den kontroversielle leder, der betegner kvinder som deres mænds ejendom.