Mode er mærkeligt. Før Første Verdenskrig var hvidvine fra Mosel noget af det mest eksklusive, man kunne servere – og det mest kostbare. Men efter de to verdenskrige er det gået voldsomt ned ad bakke for det tyske vindistrikt. Pludselig ville ingen kendes ved vor nabos vine og deres romantiserende vin-etiketter med tuttenuttede landsbyer, slyngende floder og gotiske skrifttyper.

Men sådan ser der faktisk ud i Mosel-dalen, hvor floden, skråningerne og de middelalderlige sten- og bindingsværkshuse leder tankerne hen på et idyllisk jernbanelandskab fra Märklin.

Det ville være forkert at påstå, at Mosel-vin i dag har fået en renæssance. Langt størstedelen af os forbinder området med rædsom, sukkersød Piesporter Michelsberg og Bernkasteler Kurfürstlay til 15-16 kroner flasken. Og smager man endelig en seriøst produceret Mosel-vin, har vi svært ved at acceptere restsødmen. Vi har vænnet os til, at god hvidvin er tør. Altid tør, basta!

Det er synd og skam. For Mosels weinguts (vinproducenter, red.) er verdensmestre i en anden type hvidvine. En type, der dufter intenst af tropisk frugt og vilde blomster, har en uovertruffen fersken/mangosødme samt masser af mineraler, der smukt afsluttes af en livlig citrussyre, der på enestående vis giver sødmen modspil.

Tilmed er Mosel-vinene ganske alkoholsvage – ofte omkring syv til ni procent – hvilket kun gør dem endnu mere drikkevenlige på en varm sommerdag.

Som unge er vinene næsten perlende – lidt som luksus Seven-Up for voksne. Men vinene kan i kraft af deres høje sukker- og syreindhold lagre godt. Meget længere end de fleste rødvine. Så køb nogle til at lægge hen en syv til 15 år. Vinene bliver rundere og mindre søde med alderen, og smagsprofilen ændrer sig til petroleum, ananas og kaffebøffer.

At folkedomstolen har sat denne unikke vintype i gabestok, er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Producenterne er pressede, og derfor er vinene skammeligt billige – især når man husker på, at mange vinmarker er for stejle til maskiner og derfor skal passet og plejes med (dyrtkøbt) håndkraft.

Masser af faldgruber

Udvalget hos de mange weinguts føles overvældende, når man kører langs den smukt slyngende flod. Men der er lige så mange faldgruber som producenter – for langt størstedelen af Mosel-vinene er stadig sløve, søde og elendige.

Først og fremmest skal man holde sig til riesling-druen, der har den syrlige nerve, der holder sødmen i skak. Står der ikke riesling på etiketten, er vinen helt sikkert fremstillet på den tungere og ganske kedelige drue müller-thurgau.

Dernæst skal man generelt holde sig fra producenternes tørre (trocken) vine, der ofte kaldes ’Feinherb’. Denne type er voldsomt populær i Tyskland og har de senere år udviklet sig til at være producenternes redningsplanke på vejen ud af süss-krisen. Men klimaet er næsten for koldt i Mosel (og syren dermed for hård) til at producere trocken-vine. Vinene er ofte ’benede’ og ude af balance. Vil du have trocken-vine, så søg til varmere tyske distrikter som Rheingau, Baden-Baden – eller det franske Alsace.

Sidst og vigtigst er producentens navn. Og markernes placering! I Mittelmosel, der groft sagt går fra byen Alf til og med Piesport, findes de bedste producenter – og marker. Parcellerne her er stejlere (hvilket giver et bedre lysindfald) og ligger mere i læ (hvilket øger temperaturen). Al den ekstra varme og lys er livsnødvendig for at producere topvin på så nordlige breddegrader.

Drueklaser til de dygtige

Den bedste måde at finde frem til de gode producenter er at investere i en vinguide. Den bedste på markedet er Gault Millaus ’Weinguide Deutschland’, der fås i alle større tyske boghandlere. Den tildeler meget pædagogisk producenterne drueklaser efter dygtighed. Top-producenterne – de der har fået fire og fem klaser – er svære at besøge uden en aftale, og de har sjældent noget vin til salg.

Men mindre kan bestemt også gøre det. Weinguts, der har fået to og tre klaser, har masser af fremragende vin på hylderne. Særligt i øjeblikket, da årgangene 2005 og 2006 har været ekstremt vellykkede. De bedste køb er kabinett- eller spätlese-vinene. Jo senere høst, jo mere intens og ofte sødere vin. En smuk, smuk kabinett fra en god producent koster seks til ni euro, en spätlese syv til ti.

Har du først lært ovenstående udenad og forelsket dig i Mosel, så har du kun ét problem. Dit bagagerum er ikke stort nok.