Andreas Laudrup er egentlig ikke god nok til det danske U17-landshold, men potentialet i sig selv er nok for U17-landstræner Glen Riddersholm.
»Jeg skal jo ikke sørge for, at de topper nu, men at de bliver klædt på til fremtiden,« siger han.
For 16-årige Andreas Laudrup, der spiller på Lyngbys juniorhold, er »meget lille og klejn« af sin alder.
»En træner, der udelukkende fokuserede på resultater, ville ikke have ham med,« siger Glen Riddersholm, og tilføjer så: »Jo, måske som indskifter«.
For Andreas Laudrup er trods sin bette størrelse en spiller, der kan afgøre kampe. Ellers rettere lægge op til at andre kan afgøre kampe.
»Han har oftest næstsidste fod på chancerne, og der kan han godt blive lidt mere selvisk, uden det går ud over hans spil,« siger landstræneren, der mener, at Andreas Laudrups potentiale er til at nå det danske landshold nogle år ude i fremtiden.
Også den hollandske storklub Ajax Amsterdam kan se fidusen i offensivspilleren. De vil mægtig gerne have ham til endnu en prøvetræning, efter han imponerede i efteråret.
Ifølge landstræneren er Andreas Laudrup en særdeles god dribler med en fornem teknik.
Og så mestrer han ikke mindst at variere sit tempo.
»Det er noget, topfodbold hungrer efter,« siger Riddersholm.
Lige som far Michael og onkel Brian er Andreas Laudrup ikke den store tackler, og her kan han forbedre sig.
»Dem holder han sig som regel ude af. Uden at det skal gå ud over hans offensive, tekniske spil, kunne han godt vinde et par procenter ved at blive lidt dygtigere i det kollektive spil,« siger Glen Riddersholm.
Andreas Laudrup
Født 10. november 1990 (16 år)
Spiller i Lyngby
Position: midtbanespiller/angriber